🕯️ Dagen hvor du forsvandt

📅 Tirsdag den 6. juni 2023

💔 Kære Tove, min mest loyale ven, mine børns mor. Du forsvandt mellem hænderne på os efter endnu et stroke lignende angreb på din hjerne grundet din Gen Sygdom MELAS (læs mere om sygdommen her). Du kunne fra den 23. juni 2023 ikke længere være hjemme, så det blev fra 2018 at jeg måtte passe dig og 7 år frem.

🧠 Strokes

😔 Det er frygteligt at blive ramt af strokes og miste en ven man har haft hele livet eller mere end 45 år, men det drejer sig også om at du skal have det godt så længe du er her, trods din svære hjerneskade og det faktum at din hjerne svinder ind.

🏥 Du er nu på Tjæreborg Ældrecenter, og det er bedst for begge parter. Tove lever i sit eget univers og mit liv er nødt til at gå videre ligeledes, dog med meget hyppige besøg.

👥 Accept fra visse dele af familien om at leve sit liv videre er tilsyneladende ikke til stede hos alle. Til det har jeg blot en ting at sige og det må være:
➡️ Hvor blev det af at glædes over at den der er efterladt lever sit liv videre?

🛋️ Forestiller man sig at jeg skal sidde i min sofa og lade livet glide forbi i stedet for at glædes ved livet?
❗ “Skam få den der tænker ilde herom, skam jer!”

🧩 Miste sit vid

🧠 At miste sit vid er vel en af de værste ting et menneske kan udsættes for – både som det enkelte individ, men også for de pårørende til den der mister det.

🔻 Alt det man tog for givet er nu ikke mere.
✨ De små skønne daglige drillerier.
🙂 Humøret.
🗣️ Den intellektuelle samtale.
📆 Alt det vi som er “normale” tager for givet.

❌ Ikke noget med at drøfte næste ferie eller weekendophold med venner eller familie.
💔 Jeg som pårørende mistede alt dette!

🧠 Og nu er der grundet den meget svære hjerneskade, demens og afasi intet tilbage af den person som engang var en humørbombe i familien.

You don’t lose friends because real friends can never be lost,
You lose people masquerading as friends and you’re better for it.