1. Dine behov og grænser

Ligesom den sygdomsramte er du som pårørende også kommet i en ny – måske uventet – og ukendt situation. Det vil for de fleste opleves utrygt, og det kan være svært at håndtere de tanker og følelser, der pludselig dukker op. Derfor er det vigtigt, at du får talt med andre, som kan lytte til dig.

Det kan være en i familien eller en ven, som er særligt tæt på. Nogle foretrækker at tale med en neutral person som egen læge, en sygeplejerske på hospitalet, en psykolog eller en anden professionel med en særlig viden og forståelse for situationen. Det vigtigste er, at du vælger en person, som du oplever at kunne tale frit med om dine tanker og følelser.

2. Forholdet til den syge

Det er en god idé at tænke over, hvor grænsen for din hjælp skal gå i forhold til den syge. Hvornår er du hjælper, og hvornår har du brug for at bare at være dig selv?

Det er også meget forskelligt fra person til person, hvor meget hjælp man ønsker fra de mennesker, der står en nært, når man er syg. Forholdet kan ændre sig, og det kan pludselig være vanskeligt at se på den syge uden at se en patient, og dét kan få konsekvenser for jeres forhold. Tal så åbent som muligt om, hvilke behov i hver især har i den nye situation og find ud af, hvordan I bedst klarer hverdagen. Vær opmærksom på, at jeres behov kan skifte undervejs i sygdomsforløbet.

3. Mødet med sundhedsvæsenet

Som pårørende er du ikke et naturligt fokus for sundhedsvæsenet – endnu i hvert fald. Det betyder, at du ofte selv skal markere dig, hvis der er ting, du gerne vil vide, og konsultationer, du gerne vil med til. Det er hårdt at skulle mase sig på, men det kan være en nødvendighed. Gør det klart i begyndelsen af forløbet, hvad du ønsker og forventer – og bed eventuelt lægen eller sygeplejersken skrive det ned i journalen. Forbered dig på, at det nok er nødvendigt at gentage på et senere tidspunkt alligevel.