Mit navn er John Grandt, og jeg er ejer af dette domæne. Jeg har gennem mange år arbejdet professionelt med IT, marketing, grafisk design, webudvikling, applikationer, video og digitale medier i bredeste forstand.
Teknologi har altid været mere end et arbejde for mig – det er en nysgerrighed, en læringsproces og en kreativ drivkraft 🚀

💻 Professionel baggrund & erfaring

Jeg har været ansat som IT Supporter hos A/S Gasturbineservices.com, hvor jeg varetog 1st level IT-support frem til 31. oktober 2025.
Det er et job, jeg sætter stor pris på, fordi det giver:

• 🔧 Daglig teknisk fordybelse

• 🧠 Nye udfordringer og læring

• 🤝 Tæt kontakt med brugere og kolleger

Tidligere har jeg været ansat næsten 8 år hos A/S J. Lauritzen’s Eftf., og endnu tidligere som Webmaster / IT-administrator i en dansk-svensk virksomhed inden for elspil, Laubjerg Vinsch.

🔹 Jeg var ansat i fleksjob – hvilket også betyder, at mine arbejdsgivere tog et socialt ansvar, jeg er både taknemmelig for og stolt af det.

🧭 Livsfilosofi & værdier

“Den største fejl, du kan gøre i livet, er at være evig angst for at lave en.”
— Elbert Hubbard

For mig handler livet ikke om den højeste løn eller flest penge.
Lykke er noget andet – og noget mere jordnært.

Mine vigtigste værdier er, i nævnte rækkefølge:

1. ❤️ Familie

2. 🤝 Venner og relationer

3. 🧑‍🤝‍🧑 Bekendte

4. 💼 Arbejde

Carpe Diem – grib dagen – er ikke bare et citat for mig, men en måde at leve på.

🌊 Esbjerg, Vesterhavet & naturen

Jeg er bosiddende i Esbjerg, Danmarks 5. største by, tæt ved Vesterhavet.
At kunne gå ture ved stranden, mærke vinden og have naturen så tæt på giver en frihed, som er svær at beskrive 🌬️

Lige uden for døren ligger Vadehavet, som er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste – what’s not to like?
Det gør mig oprigtigt privilegeret at bo netop her.

🌐 Egne projekter & WordPress-engagement

Ud over mit arbejde har jeg i mange år drevet og udviklet egne domæner, herunder gratis supportsider til WordPress, eksperimenterende webprojekter og kreative medieløsninger.

Flere af disse projekter genopstår i nye versioner, som er under udvikling – både med fokus på:

• 🧩 WordPress-support

• 🎨 Design & UX

• ⚙️ Teknisk formidling

• 📈 SEO & performance

📸 Kreditering & inspiration

Top photo courtesy of John Grandt

“Everyone rises to their level of incompetence.”
— Laurence J. Peter (The Peter Principle)

“I en organisation forfremmes enhver op til sit inkompetenceniveau.”

✉️ Kontakt

Har du spørgsmål, samarbejdsidéer eller ønsker dialog, er du velkommen til at kontakte mig:

📧 john.grandt@hotmail.com

“In three words I can sum up everything I’ve learned about life: it goes on.”
— Robert Frost

Indlægget Om John Grandt blev først udgivet på www.hjerneskadet.com - Version 3.0 2026.

Top Photo by Stefan Spassov on Unsplash

💔 Ensomhed midt i tosomheden – når hjerneskade ændrer parforholdet

Indledning

Jeg har altid haft svært ved at beskrive mine egne tanker. Endnu sværere har jeg haft ved at vise for mange følelser. Når man gennem livet har været kendt for at “pakke følelserne lidt væk”, kan det være både sårbart og uoverskueligt pludselig at skulle sætte ord på det, der gør ondt.

Alligevel vil jeg forsøge.

Denne artikel handler om ensomhed midt i tosomheden. Om at være gift, være to, være pårørende – og alligevel føle sig alene. Ikke fordi kærligheden nødvendigvis er væk. Ikke fordi den anden har gjort noget forkert. Men fordi en hjerneskade kan ændre kommunikationen, nærheden og samlivet på en måde, som er svær at forklare for mennesker, der ikke selv har stået i det.

I mit tilfælde handler det om min kone gennem mere end 40 år. Hun er ramt af flere blodpropper i hjernen og har diagnosen MELAS. Det har ændret vores liv, vores hverdag og vores måde at være sammen på.

🧠 Når ens partner bliver hjerneskadet

At være pårørende til en hjerneskadet ægtefælle er en livsopgave, man sjældent er forberedt på.

Hjerneskade kan opstå efter blodprop, hjerneblødning, ulykke, sygdom eller andre alvorlige tilstande. Uanset årsagen kan følgerne være omfattende. Det handler ikke kun om fysiske begrænsninger. Det handler også om personlighed, hukommelse, energi, samtale, følelser, overblik og nærvær.

For den ramte er det naturligvis en tragedie.
Men for den pårørende forandres livet også.

Man bliver ægtefælle, hjælper, koordinator, støtteperson, praktisk ansvarlig, omsorgsperson og ofte den, der skal holde sammen på det hele.

Og midt i alt det kan ensomheden komme snigende.

💔 At være ensom, selvom man er to

Det kan lyde mærkeligt, at man kan føle sig ensom, når man bor sammen med sin partner. Men ensomhed handler ikke kun om at være fysisk alene.

Man kan godt være to i samme rum og alligevel savne den anden.

Det er vigtigt for mig at sige, at min kone ikke har skyld i den ensomhed, jeg oplever. Hun er uskyldig i det hele. Hun har ikke valgt sin sygdom. Hun har ikke valgt sin hjerneskade. Hun har ikke valgt, at samtaler, nærhed og hverdag skulle forandre sig.

Men virkeligheden er, at hjerneskaden har ændret meget.

Det er ikke kun de praktiske opgaver, der slider. Det er ikke kun hjemmet, arbejdet, kontakten til familie, venner og alt det, der skal fungere i hverdagen.

Det sværeste er ofte det, der ikke kan ses udefra.

Det er samtalen.
Det er kommunikationen.
Det er den følelsesmæssige kontakt.
Det er savnet af at kunne tale sammen som før.

🗣️ Når samtalen forsvinder

Før hjerneskaden kunne man tale om alt muligt. Hverdagen, familien, følelser, verdenssituationen, fremtiden, minderne, sorgerne, glæderne og alt det indimellem.

Men når en hjerneskade ændrer den ene part, ændrer samtalen sig også.

Man kan måske stadig tale om praktiske ting:

✅ Hvad skal vi spise?
✅ Hvornår skal vi afsted?
✅ Har du taget medicin?
✅ Hvem kommer på besøg?
✅ Hvad skal der handles?

Men den dybere samtale kan være svær eller næsten umulig.

Og det er dér, ensomheden rammer.

For man savner ikke kun ordene.
Man savner det menneske, man delte dem med.

Man savner at blive mødt i tankerne.
Man savner at kunne vende livet med sin partner.
Man savner modspillet, varmen, humoren, forståelsen og den stille følelse af at være to om det hele.

👫 To sammen – men alligevel alene

“To sammen, men alligevel alene” kan lyde som en mærkelig sætning. Men for mange pårørende til en hjerneskadet partner er det en meget præcis beskrivelse.

Man er ikke single.
Man er ikke alene i klassisk forstand.
Men man kan alligevel føle sig dybt ensom.

Ensomheden kan til tider være så stærk, at den næsten kan mærkes fysisk. Som en tyngde i kroppen. Som en stilhed, der fylder rummet. Som en sorg, man ikke helt ved, hvor man skal placere.

Det er ikke en bebrejdelse.
Det er en konstatering.

Når man mister den ligeværdige samtale i parforholdet, mister man noget meget grundlæggende. Ikke nødvendigvis kærligheden, men noget af den gensidighed, som før bar relationen.

❤️ Kærlighed og sorg kan eksistere samtidig

Som pårørende kan man godt elske sin partner og samtidig sørge over det, der er forsvundet.

Det kan være svært at indrømme, fordi man hurtigt kan få dårlig samvittighed. Man tænker måske:

“Jeg burde være stærk.”
“Jeg burde ikke føle sådan.”
“Det er jo min partner, der er syg.”
“Jeg har ikke ret til at klage.”

Men følelser fungerer ikke sådan.

Sorg og kærlighed kan godt bo i det samme menneske.
Omsorg og udmattelse kan godt eksistere samtidig.
Loyalitet og ensomhed kan godt være til stede på samme tid.

Det gør ikke den pårørende kold.
Det gør den pårørende menneskelig.

⚠️ Stress som pårørende

Når man lever med en hjerneskadet ægtefælle eller partner, er man ofte konstant på vagt.

Man holder øje.
Man lytter efter.
Man vurderer.
Man planlægger.
Man forsøger at være på forkant.

Er hun tilpas?
Har jeg overset noget?
Er der risiko for fald?
Er hun forvirret?
Er der noget galt?
Hvad sker der i morgen?

Den form for konstant opmærksomhed kan skabe et højt stressniveau. Ikke nødvendigvis et stressniveau, andre kan se, men et indre alarmberedskab, der sjældent holder fri.

Det er en af de svære følgevirkninger ved at være pårørende.

Man lever ikke kun sit eget liv.
Man lever også med ansvaret for et andet menneskes skrøbelighed.

🌙 Søvn, tankemylder og udmattelse

En af de ting, jeg selv har haft svært ved, er manglen på søvn.

Når man ikke sover ordentligt, bliver alt sværere. Bekymringerne vokser. Tålmodigheden bliver mindre. Tankemylderet fylder mere. Ensomheden bliver stærkere.

Søvnmangel slider på et menneske. Over tid kan det føles som en langsom nedbrydning af overskud, humør og livskraft.

Når man som pårørende aldrig rigtig føler sig udhvilet, bliver hverdagen tungere. Man kan godt fungere udadtil, men indeni kan man være træt på en måde, der er svær at forklare.

🧩 Det usynlige tab i parforholdet

Når en partner bliver hjerneskadet, mister man ikke nødvendigvis personen fuldstændigt. Men man kan miste dele af det forhold, man havde før.

Det kan være:

🔹 Den dybe samtale
🔹 Den gensidige støtte
🔹 Den følelsesmæssige varme
🔹 Den spontane humor
🔹 Det intime nærvær
🔹 Fælles planer
🔹 Den naturlige ligeværdighed
🔹 Følelsen af at være to om livet

Det er et usynligt tab, fordi personen stadig er der. Andre kan se, at man stadig er gift. At man (måsek, dog ikke længere i mit tilfælde) stadig bor sammen. At man stadig er to.

Men de ser ikke nødvendigvis det, der er forsvundet mellem jer.

🤝 Til andre pårørende

Hvis du selv lever sammen med en partner med hjerneskade, ved du måske præcis, hvad jeg skriver om.

Du kender måske følelsen af at være stærk udadtil og ensom indadtil. Du kender måske den dårlige samvittighed. Du kender måske trætheden, bekymringen og savnet af den person, din partner engang var.

Du er ikke alene om at føle sådan.

Det betyder ikke, at du elsker mindre.
Det betyder ikke, at du svigter.
Det betyder ikke, at du er et dårligt menneske.

Det betyder, at du står i noget svært.

✅ Opsummering

Ensomhed midt i tosomheden er en af de sværeste følelser at sætte ord på. For hvordan forklarer man, at man føler sig alene, når man stadig er sammen med den, man elsker?

Når hjerneskade rammer et parforhold, rammer den ikke kun den syge. Den rammer også samlivet, samtalen, hverdagen og den pårørendes indre liv.

For mig handler denne artikel ikke om bebrejdelse. Den handler om ærlighed.

Det er ensomt at savne samtalen.
Det er ensomt at være på vagt hele tiden.
Det er ensomt at bære ansvar, sorg og kærlighed på samme tid.

Men måske kan det hjælpe at sige det højt.
Måske kan det hjælpe andre pårørende til at føle sig lidt mindre alene.

Har du selv erfaringer med ensomhed som pårørende til en hjerneskadet partner, er du meget velkommen til at kommentere indlægget eller skrive til mig på:

info@hjerneskadet.com

 nøgleord

#️⃣ Hashtags

#Hjerneskade #Pårørende #Ensomhed #Parforhold #MELAS #Omsorg #Sorg #Hjerneskadet #PårørendeLiv #MentalBelastning #HjerneskadetCom

Indlægget Ensomhed midt i tosomheden blev først udgivet på www.hjerneskadet.com - Version 3.0 2026.

Top Photo Courtesy of Issy Bailey unsplash.com

Alle de ting vi mistede
– livet efter en hjerneskade

Hjerneskadeforeningens motto er “Liv der reddes, skal også leves”

Hjerneskadeforeningens motto er “Liv der reddes, skal også leves” og det er fuldstændig rigtigt, i samme åndedrag er det jo også sådan at det liv man blev reddet til ikke altid er en forventelig tilbagekomst. Jeg vil med det samme sige inden det bliver misforstået at jeg er dybt taknemmelig for at Tove er her endnu. Og forhåbentligt rigtig mange år frem i tiden.

Det er dog ikke det samme som at jeg har accepteret alt det der ramte Tove, vores liv kan aldrig nogensinde blive det samme. Jeg kan ikke for alvor debattere og vende komplekse udfordringer som vi har tilsammen, eller hun, eller jeg har. Det er Tove for hårdt ramt til kognitivt og det rammer først rigtigt nu her et år efter, jeg som pårørende er også ramt men det er som om at at det er et glemt faktum. Fra at have været Primus Motor i snart sagt alle tiltag uanset om det var/er familie eller venner (de få der nu er tilbage efter et år) er Tove nu nedgraderet til at være stille tilskuer til det der sker i familien, eller hos venner.

Alle de ting vi mistede

“Alle de ting vi mistede” de går først rigtigt op for mig her et år efter, der har været brugt meget tid på bare at have “travlt” med at understøtte og få Tove op på ret køl, så meget det har været muligt. Økonomi, Sundhedsvæsenet, skat, hus, have, job og alle disse praktiske ting der følger med og stadig er der når ens partner bliver ramt af en hjerneskade. Først nu begynder tankerne at vende inde i hovedet, dette første år har der ikke været tid til at tænke rigtigt dybt over tingene.

Forholdet mellem et par er ofte baseret på fælles interesser, værdier, minder og forventninger til fremtiden. Par giver ofte kammeratskab, kærlighed og omsorg til hinanden, og er som regel en vigtig kilde til støtte i tider med vanskeligheder, som f.eks når en hjerneskade opstår.
Partnere kan blive særligt påvirket, hvis deres ægtefælle, kæreste eller kone/mand opretholder en hjerne
skade.

Udfordringen

Den største udfordring fremover bliver hvordan vi kommer videre med det liv vi nu en gang er tildelt efter Toves hjerneskade og den diagnose som Melas nu en gang er. Egentligt går det også først rigtigt op for mig nu hvorfor så mange ender op med at blive skilt, for DET er en svær ting både følelsesmæssigt, såvel som på det økonomisk/praktiske plan at leve med at ens partner nu pludselig er ramt af sygdom og hjerneskader.

Tingene bliver heller ikke nemmere af at jeg selv har en hjertesygdom, diabetes og andre skavanker. Omend disse er vanskelige har mit fokus dog været på at få Tove op på hesten igen. Jeg har dog for længst indset at det aldrig nogensinde bliver på et niveau hvor hun kom fra og det er meget svært at acceptere som partner at den person man har været gift med i snart 40 år ikke længere er den samme, og aldrig bliver den samme.

Følelse

Alene det følelsesmæssige plan er en stor del at miste, samvær, sex og kærlighed generelt. Vi har mistet alt det som alle andre her i livet tager for givet lige ind til det rammer dem selv. Vi er et sted i livet (vi er begge 60 år, snart 61) hvor vi skulle til at nyde resten af tilværelsen her på jorden. Jeg er fuldt ud bevidst om at vi ikke er de eneste men det er sq helt ærligt en meget ringe trøst.

Svigt

Svigt er at grimt ord om familie, men det er faktisk den følelse jeg står tilbage med overfor en del af familien. Ingen nævnt ingen glemt. Det vil helt sikkert også lave ravage i familien at denne artikel ligger oppe på disse sider, det tager jeg dog med ophøjet ro. De der svigtede ved det jo selv og vil de kommentere på det, står det dem absolut frit for. Jeg har heldigvis personligt haft stor glæde af mine meget nære venner.

At være pårørende i sundhedsvæsenet

Som pårørende er du ikke et naturligt fokus for sundhedsvæsenet – endnu i hvert fald. Det betyder, at du ofte selv skal markere dig, hvis der er ting, du gerne vil vide, og konsultationer, du gerne vil med til. Det er hårdt at skulle mase sig på, men det kan være en nødvendighed. Jeg gjorde fra begyndelsen af forløbet, det helt klart hvad jeg som person ønskede og forventede for Tove. Og JA det er okay at både sige til og fra det er din lovsikrede ret at gøre dette. Sundhedsvæsnet er ikke ufejlbart på nogen måde, så du kan godt bede lægen eller sygeplejersken skrive det ned i journalen. Forbered dig på, at det nok er nødvendigt at gentage på et senere tidspunkt alligevel. Husk det er din partner og du vil have den bedste behandling muligt.

Afasi – endnu en del af det vi mistede

Det er også en del af det vi mistede Tove’s egen evne til at sige fra og gøre sig gældende i forhold til hendes hjerneskader. Dette i kraft af den manglende formuleringsevne Tove pådrog sig blandt andet grundet afasi.

Denne artikel fortættes på et senere tidspunkt når jeg føler at jeg har samlet mig selv op igen.

kh. John Grandt

Fortsat..En følelse af tab og sorg

Indlægget Alle de ting vi mistede blev først udgivet på www.hjerneskadet.com - Version 3.0 2026.