Det er aldrig nemt at beskrive egne tanker og specielt ikke når man er kendt for at “pakke følelser” lidt væk. Jeg vil dog alligevel i en række artikler her på siderne forsøge at lave et tilbageblik ud fra de korte notater jeg lavede i min digitale dagbog.

Der er ikke generelt stor sammenhæng i disse artikler og det skyldes at jeg kun noterede ned for at kunne huske forløbet for min dejlige kone. Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg gerne ville beskrive hendes og mit eget forløb i denne forfærdelige proces som en senhjerneskade giver for både den der har fået den, men også for den partner der står tilbage i choktilstand.

Jeg håber at man vil tilgive mig den kronologiske uorden der sikkert er i disse artikler / notater der ryger op på disse sider. Jeg skriver disse artikler for at andre med samme eller lignende forløb måske kan se de bestemt ikke står alene.

Det er en kamp at stå med en partner der er ramt og den er livslang med mindre man er en af dem der blot lader sig skille. Og nej jeg skal ikke gøre mig til dommer over de der vælger denne løsning, der kan være så usigeligt mange grunde til at det er hvad man som individ vælger at gøre.

Et udrag af dage med min kones sygdoms forløb

Lørdag den 29. September

Lørdag, du viser tegn på at være lidt forvirret og klager over du er svimmel. Jeg spørger om vi skal ringe til vagtlægen, hvilket du siger ikke er nødvendigt med “det går nok over når jeg har sovet”.

Du har før haft symptomer af den slags så det tænker jeg ikke nærmere over, vi ligger os derfor til at sove.

Søndag den 30. September

Søndag morgen er der ikke noget at mærke på dig, men op ad formiddagen begynder du at snuble over ordene og kan ikke udtrykke f. eks rundstykker på forståelig måde.

Du syntes stadig ikke det er nødvendigt med et opkald til vagtlægen. Jeg får dig dog overbevist om at det er en god ide at bestille en tid ved lægen til mandag.

Omkring middagstid 12.00 – 13.00 taler du lidt usammenhængende og jeg beslutter at du ikke længere har noget at sige omkring et opkald til vagtlægen.

Jeg ringer vagtlægen op og forklarer din situation for hende, beslutningen er truffet inden 30 sekunder: du skal indlægges, hurtigst muligt og en ambulance rekvireres.

Jeg følger efter i egen bil til Sydvestjysk Sygehus, hvor du indlægges på FAM (Akut modtagelsen). Her kommer du i deres CT Scanner som intet viser.

Det besluttes fra lægefaglig hold at du skal i MR Scanner også, her finder man 2 blodpropper i hjernen, en i venstre, og en i højre side.

Jeg bliver hos dig til aftenstid, hvorefter du mener jeg skal tage hjem.

Mandag den 1. Oktober

Det ser ud som om du er i bedring, men du snubler stadig over mange ord og kan ikke rigtig få dem frem.

Tirsdag den 2. Oktober

Du er stadig nogenlunde klar, men kan stadig ikke udtrykke dig på en helt forståelig måde.

Onsdag den 3. Oktober

Situationen er uændret, hverken bedre eller værre. Du modtager nu støtte fra fysioterapeut og ergoterapeut. Men går dårligt og nu kun med en rollator.

Torsdag den 4. Oktober

Stadig uændret situation.

Fredag den 5. Oktober

Fredag formiddag er du meget uklar, du er meget svimmel og kigger lidt apatisk ud i luften, du vil ikke ret gerne kommunikere.

Jeg er meget bekymret for din tilstand, hele ugen har jeg også sovet dårligt. Jeg er så bekymret og jeg græder når jeg er hjemme, dette for at du ikke skal have det underligt med det når jeg besøger dig.

Jeg vil gerne have lov at udtrykke at det ikke er nemt for mig at gennemgå mine notater, så derfor kommer det drypvis hen ad vejen.

Jeg ville gerne skrive lange artikler men jeg kan mærke at jeg bliver hensat i en tilstand fra hvor disse ting skete i 2018, og det er ikke gode minder at vende tilbage til.

Derfor skriver jeg lidt af gangen udelukkende for ikke at gøre mig selv nedtrykt over at få det ud af systemet.

You don’t lose friends because real friends can never be. lost,
You lose people masquerading as friends and you’re better for it.

Indlægget Dage hvor du forsvandt blev først udgivet på www.hjerneskadet.com - Version 3.0 2026.

Lørdag den 6. oktober 2018

En personlig fortælling om hjerneskade, blodpropper i hjernen og livet som pårørende.

Lørdag 6. oktober 2018 – noget er helt galt

Lørdag formiddag er du en smule mere klar, men stadig meget svimmel. Din tilstand er – gudskelov – en anelse bedre. Efter et toiletbesøg falder du med rollatoren. Det er ikke befordrende for helbredet, men umiddelbart slipper du med hudafskrabninger.

Senere på eftermiddagen tager du dig pludselig til hovedet og siger igen og igen:
“Hvad sker der? Hvad sker der?”
Du har stærke smerter, og jeg forsøger desperat at forklare personalet, at noget er helt galt – men bliver ikke taget alvorligt.

Det skal senere vise sig, at du denne lørdag fik blodprop nummer tre i hjernen.

Søndag 7. oktober 2018 – glimt af dig

Søndag formiddag er du igen mere klar, men klager fortsat over svimmelhed. Jeg oplever, at lægerne gør for lidt for at forbedre din tilstand.

Om eftermiddagen kommer Sanne og Orla – vores allerbedste venner. På overfladen virker du næsten helt til stede. Du opdager endda, at jeg går forbi og ind på din stue fra frokoststuen – noget de andre først tror er en misforståelse, men opdager er korrekt.

Efter besøget ændrer billedet sig. Du skal have hjælp til toilettet og siger, at du føler dig konfus, udmattet og meget træt i hovedet.

Du lover at ringe om aftenen – men gør det ikke. Først da jeg sender en SMS, ringer du. Du lyder nogenlunde klar… og alligevel ikke.
Du spørger ikke ind til hjemmet. Ikke til noget.
Det ville du aldrig have gjort blot en uge tidligere.

Jeg føler mig frygtelig alene, kan ikke sove og har konstant en knude i maven.
Det er ikke min Tove, der ligger på hospitalet – men en skal af dig selv

Mandag 8. oktober 2018 – frygten vokser

Du er ekstremt træt, da jeg besøger dig. Jeg deltager i stuegang med overlæge Nicolai, som fortæller, at du næste dag skal overflyttes til neurorehabilitering i Grindsted.

I dag kan du hverken stave dit eget navn eller mit.
Du kan heller ikke stave til “kaffe”.
Det er et klart tilbageskridt – og skræmmende.

Overlægen forklarer, at neurologisk kan de ikke gøre mere ved selve blodpropperne, og at funktioner kan variere fra dag til dag. Men bekymringen er enorm – både for dig som menneske og for os som familie.

Jeg melder dig ind i Hjerneskadeforeningen og forsøger at finde viden om hjerneskader, følger efter blodprop og rehabilitering.
Hjemme forsøger jeg at holde mig beskæftiget med praktiske gøremål – men tomheden er larmende.

Tirsdag 9. oktober 2018 – en ny virkelighed

Du bliver overført til Grindsted. Det er som om, du lever i en egen boble:
Nu skal vi spise. Nu skal vi have kaffe. I morgen skal jeg træne.

Overlægen fortæller dig, at han ikke forventer, at du kan fungere som dagplejer igen – måske slet ikke på arbejdsmarkedet.
Fremtiden bliver mere og mere skræmmende.

Du kan stadig ikke stave dit eget navn. Ergoterapeuten overtaler dig til at deltage i banko – god træning, tænker jeg.
Senere ringer du og fortæller, at du har to plader, men kan ikke finde ud af tallene.

Du sender mig en SMS:

“Nu jeg kan skriv”

Jeg går rundt med konstant skyldfølelse og bekymring: økonomi, hus, regninger, hverdagen – tanker jeg skammer mig over at have, mens du kæmper for dit liv.

Onsdag 10. oktober 2018 – små tegn

Brian (vores yngste søn) og jeg er på besøg. Du drikker to kopper kaffe – et lille, men vigtigt tegn
Du fortæller om din dag, gentager dig selv, men hænger alligevel sammen.

Din verden er lige nu hospitalet og nuet.
Alligevel nævner du pludselig skat og fradrag – at december skal justeres.
At du tænker frem, giver mig håb.

Du har ingen trang til at komme hjem. Måske ved din underbevidsthed, at hospitalet er det tryggeste sted lige nu.

Torsdag 11. oktober 2018 – tilbage igen

Du er i gang med ergoterapi, da jeg ankommer. Men noget er helt galt.
Talen er usammenhængende, du er konfus og fjern.

Ergoterapeuten er enig i min bekymring.
Det bliver hurtigt besluttet:
Akut retur til SVS for MR-scanning.

Vi troede, det gik fremad.
Det gjorde det ikke.

Fredag 12. oktober 2018 – sandheden rammer

Du bliver MR-scannet – først uden, siden med kontrast.
Mistanken holder stik.

Du har fået yderligere to blodpropper i hjernen.

Jeg kunne skrige.
Men det hjælper ikke.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man burde have lyttet mere til os pårørende tidligere i forløbet.

Fortsættes…

Historien fortsætter i “Dage hvor du forsvandt – del 3”, når jeg har gennemgået alle notater.

“You don’t lose friends because real friends can never be lost.
You lose people masquerading as friends – and you’re better for it.”
— Mandy Hale

SEO-nøgleord

hjerneskade, blodprop i hjernen, slagtilfælde, neurorehabilitering, pårørende til hjerneskadet, livet efter blodprop, hjerneskade dagbog, hospital Grindsted, MR-scanning, rehabilitering efter slagtilfælde, demens og hjerneskade, ægtefælle som pårørende

Indlægget Dage hvor du forsvandt 2 blev først udgivet på www.hjerneskadet.com - Version 3.0 2026.